Om Daisy
Hun vandt mit hjerte
Jeg mødte Daisy, da hun var 3 år og kom til min veninde og den stald, hvor jeg havde mine heste. Hun vandt hurtigt mit hjerte med sin særlige mildhed og samarbejdsvillighed. Jeg passede hende, da min veninde ikke havde tid til hende og da hun hurtigt efter skulle sælges var det ikke et svært valg at overtage hende.
Daisy er 23 år nu, så det betyder at vi har kendt hinanden i ca 18 år. Vi har et helt sætligt bånd. Det er som om vi forstår hinanden og ikke behøver ord for at kommunikere. Hun er noget helt særligt.
Daisy er desværre helt blind nu. Hendes syn er langsomt blevet forringet over en årrække. Hun er så sej og trives fint i løsdrift alligevel, med hendes foldkammerat.
Det betyder at hun skal have 100 pct tillid til mig og jeg er hendes øjne. Jeg sørger for at kommunikere med hende og guide hende, så hun ikke går ind i ting. Tilliden er virkelig vigtig.
Ridningen:
Dette særlige bånd er også kommet med i ridningen. Det føles som om, at Daisy vil gøre alt for at forstå, hvad jeg vil have hende til. Det føles som om, jeg bare behøver at tænke, hvad vi skal gøre, gøre det med min krop og så udfører Daisy det. Det er som at komme hjem, når jeg sidder på hende. Det føles som om vi er ét med hinanden.
Stævner:
Daisy havde meget let ved at lære de svære øvelser i dressur. Det føltes som om hun allerede kunne dem og har lært mig dem. For eksempel, da vi skulle lave changementer for hvert galopspring første gang, gjorde hun det bare. Det var sværere at få hende stoppet med at lave flere end at få hende lært at udføre dem. Det har også altid været lettere for Daisy at lave en piaffe eller galoppiruette end en fri trav. Hun har nemlig altid synes, at det med store bevægelser var noget opreklameret og moderne noget.
Vi har været på en rejse og udviklet os sammen og Daisy er den første hest, som jeg har uddannet til start i Grand Prix dressur og hun er den første hest, som har lært mig at ride Grand Prix og uddanne en hest til det niveau.
Vi har startet mange dressurstævner på distriks- og landsplan sammen. Men til stævner har hun været anspændt og småt gående. Hun var ofte ikke foran schenklen og alt hvad der var let at udføre hjemme, var svært at udføre. Jeg har forsøgt at finde årsagerne til denne forvandling fra hjemme og til stævner. Efter mange bud og hjælp til at finde årsagen, er jeg selv kommet frem til, at hun viser mig, at jeg ikke er mig selv i en stævnesituation. Jeg skal lære at holde fokus, være i nuet, være afslappet for 2 og lægge spændinger og præstationsangst langt væk. Dette sættes virkelig i perspektiv, idet Daisy er helt blind og har været det i flere år. Hun har behov for, at jeg agerer, som på hjemmebane, for at hun kan stole på mig og føle sig tryg og afslappet.
Jeg er hende dybt taknemlig
Daisy som min guide:
Så i dette tilfælde, som i mange andre er Daisy min guide til at se indad og arbejde med mig selv.
I dag viser hun mig så meget tillid, at jeg kan ride hende uden hovedtøj og uden sadel, kun med en rem om halsen og lave de samme øvelser, den samme træning på bane, i trafikken og i naturen, som med udstyr på. Det hygger vi os med, udfordrer os selv, og det styrker virkelig samarbejde, kommunikation, kropssprog og opstilling.
Jeg er hende virkelig dybt taknemmelig for at lære mig så meget om heste, kommunikation, behandling, om mig selv og meget meget mere. Vi er slet ikke færdige med vores rejse sammen. Den er kun lige begyndt.